Solister | Silkeborg Teater
Hvad er Teaterhjørnet
Ofte forbinder vi det at gå i teateret med en social begivenhed – en aktivitet og en oplevelse, som vi deler med venner og familie. Men hvad nu, hvis ens familie og venner ikke deler den samme teaterpassion som én selv? Det er selvfølgelig ikke et problem at gå i teateret alene, men hvis det afholder en fra en teateroplevelse, er det ærgerligt.
For bedre at imødekomme denne udfordring har vi lavet dette tiltag i Silkeborg Teater: Det er nu muligt at købe en ”solistbillet” til udvalgte forestillinger og med den i hånden bliver du automatisk en del af det teaterfællesskab, som vi kalder for Teaterhjørnet.
Solistbilletter - sådan bestiller du!
Vi har på forhånd reserveret en række gode billetter til årets udvalgte forestillinger. De kan pt. kun købes ved direkte henvendelse til billetkontoret i Jysk Musikteater (normal åbningstid: torsdage fra 13.-16.00). Tlf. 8920 3050
Sig at du gerne vil ha' en solist-billet og fortæl også til hvilken forestilling - så vil du få en billet i det reserveret solistområde.
Solistbilletter er for alle – unge som ældre. Du behøver ikke være medlem af Silkeborg Teater, men er du medlem (medlemskab koster 100 kr. /året) får du 30 % rabat på billetprisen (dog ikke på gebyret). Vær opmærksom på, at hvis du er ung under 25 år med gyldigt studiekort, får du alle billetter til 100 kr. +gebyr (40 kr.).
Hvis vi har reserveret for få billetter, vil vi udvide solistområdet med de på det tidspunkt bedste tilbageværende billetter. Er de forhåndsreserverede billetter
derimod ikke er solgt 1 måned inden forestillingen, vil de blive frigivet til almindeligt salg.
Teaterfællesskabet Teaterhjørnet
Når du kommer i teateret med en solistbillet, vil du blive budt velkommen af en repræsentant fra Silkeborg Teater og her vil det også være muligt at hilse på forestillingens øvrige solister, samt evt. bestille en drik til pausen.
I pausen har vi ligeledes reserveret et bord, hvor vi sammen kan dele oplevelsen og, hvis man ønsker det, et glas et eller andet.
Denne ”grundform” vil gå igen ved alle vores forestillinger; uanset om det er en forestilling med fx spisning eller ”aftertalk”.
Vi vil gerne på sigt tilbyde solistbilletter til alle forestillinger; men i denne sæson starter vi langsomt op og eksperimenterer lidt med forskellige tiltag for at få erfaringer, som vi - meget gerne i samarbejde med solisterne, kan bruge fremadrettet.
Vi afprøver denne sæson fire forskellige tilgange på følgende forestillinger:
1) Den helt almindelige teateroplevelse: Vi mødes før forestillingen, ser stykket og mødes i pausen til en hyggelig snak. Denne form gælder forestillingerne:
Tirsdag d. 10.december: På loftet sidder krisen
Lørdag d. 1.marts kl. 16.00: HMS PINAFORE
2) Teater og spisning. Udover at se stykket, spiser vi også sammen. Spisningen er for alle publikummer, men det særegne for solisterne er, at vi på forhånd reserverer et bord, så vi kan sidde sammen.
Lørdag d. 25. januar kl. 17.00: Signes sokker
Lørdag d. 28.sept. kl. 17.00: Generalforsamling m spisning (290.kr. mad + kaffe/the, inkl. drikkevarer) (generalforsamling & spisning kan tilkøbes separat fra forestillingen – og omvendt.)
Lørdag d. 28. sept: kl 19.30 Næste år bliver øllet bedre.
3) Teaterklubben: Inspireret af læseklubs konceptet, hvor man læser den samme bog, som man mødes og snakker om, ser vi et stykke sammen. Udover at mødes i pausen, som vi ”plejer”, samles vi efter stykket og diskuterer det.
Tirsdag d.19.november kl. 19.30: Arendt – at se i mørke.
Når vi samles efter stykket, bliver det med skuespillerne, som inviterer til Aftertalk
4) Ung i teateret. Vi har desuden valgt to forestillinger, som specielt henvender sig til dig, der er ung solist. (Men alle aldre er selvfølgelig mere end velkomne)
Søndag d.8.september kl. 16.00: Benched – en humoristisk danseforestilling
Torsdag d. 13. marts kl 19.30: Animals
Teaterhjørnet på FaceBook
Vi har oprettet en lukket Facebookgruppe, som hedder Teaterhjørnet. Vi vil opfordre dig til at søge medlemskab af denne gruppe, da det vil give os bedre muligheder for at kommunikere med hinanden – både solisterne med os i Silkeborg Teater, men også solist – solist imellem.
Viser det sig fx, at der er interesse for andre forestillinger end de forhåndsvalgte, reserverer vi gerne i samarbejde med Jysk Musikteater nogle billetter, som får status af solistbilletter.
Ønsker du ikke at være på FB, er du også velkommen til at kontakte os på: Info@silkeborgteater.dk